Tele2 Arena er en multiarena til sport og koncerter m.v., der er beliggende i bydelen Johanneshov i det sydlige Stockholm. Arenaen har et skydetag, der muliggør arrangementer i arenaen hele året rundt. Tele2 Arena anvendes til bl.a. fodbold, heste-, motor- og issport og koncerter. Arenaen opfylder UEFAs og FIFAs krav til stadions til afvikling af internationale fodboldkampe. Fodboldklubberne Hammarby IF og Djurgårdens IF har Tele2 Arena som hjemmebane.
Arenaen blev taget i brug den 20. juli 2013, da Hammarby IF spillede mod Örgryte IS, i hvilken forbindelse der blev sat publikumrekord med 29.175 tilskuere til en fodboldkamp i Superettan. Den officielle indvielse fandt sted ved en endagsfestival den 24. august 2013.
Tele2 Arena har 30.000 siddepladser og kan huse i alt 34.000 tilskuere til fodboldkampe. Til koncerter kan der være 40.000 tilskuere. Publikumrekorden på stadion blev sat den 24. august 2014 i Hammarby IF's kamp mod Ljungskile SK foran 31.074 tilskuere. Publikumrekorden til øvrige arrangementer indehaves af Rolling Stones, der den 1. juli 2014 spillede for 37.000 personer.
to add Tele2 Arena map to your website;